top of page

Sejlerskolen

Er du helt ny sejler – eller har du lyst til at lære mere?
Sejlerskolens kursusudbud dækker de flestes behov – uanset om

 du er helt uerfaren og gerne vil lære at sejle en sejlbåd - helt fra bunden af.
eller du har det grundlæggende på plads og gerne vil blive en endnu bedre sejler.
Henvendelse kan rettes til sejlerskolen@hvidovresejlklub.dk 
 

Uddannelsens tilrettelæggelse
Sejlerskolen følger Søfartsstyrelsens regler samt Dansk Sejlunions anvisninger for skolesejlads. Det betyder, at det uddannelsesmæssige niveau er på plads, og at der er godt styr på sikkerheden i forhold til skolebåde, udstyr og ikke mindst eleverne, når de er på vandet.
Derudover ligger kompetencerne hos vores erfarne instruktørkorps på et ganske højt niveau.

 

På Sejlerskolens 2-årige grunduddannelse bliver du undervist i såvel teoretisk som praktisk sejlads med henblik på, at du efter afsluttet uddannelse skal kunne færdes sikkert på vandet. Derudover lærer du også, hvordan sejlbåde vedligeholdes, klargøres til sejlads ved sæsonstart, og vinterklargøres når bådene er kommet på land ved sæsonafslutning.
 

Den 2-årige grunduddannelsen giver dig samtidig mulighed for at erhverve Søfartsstyrelsens Duelighedsbevis, som også giver dig ret til at føre speed- og motorbåd. Det kræver blot, at du under forløbet består Søfartsstyrelsens teoretiske og praktiske duelighedsprøver.

Når dit duelighedsbevis er kommet i hus, modtager du også Hvidovre Sejlklubs ”Blå bevis”, som giver dig adgang til at låne klubbens skolebåde til tur- eller kapsejlads. Retningslinjerne herom finder du under afsnittet ”Lån af skolebåde”.
 

Uddannelsesforløb
Sejlerskolens Navigationskursus og Tovværkskursus m.v. afvikles i vinterhalvåret med 1 ugentlig undervisningsaften, mens den praktiske Skolesejlads, ligeledes med 1 ugentlig undervisningsaften, afvikles i perioden fra begyndelsen af maj til slutningen af september – kun afbrudt af en pause i skolernes sommerferieperiode.


 

Nell2.jpg

Navigationskursus

På kurset får du alle de færdigheder på plads, der er nødvendige for, at du sikkert kan færdes til søs. Du lærer om søvejsregler, sikkerhed til søs, at læse søkort, sejladsplanlægning og meget meget mere.
Kurset henvender til 2. års elever, og det afvikles med 1 ugentlig undervisningsaften fra medio oktober og afsluttes med eksamen i slutningen af januar. 
Pensum indgår i Søfartsstyrelsens prøve i Teoretisk Duelighed.

Portolankort2-1400x933.jpg

Tovværkskursus

Tovværk, Skibstyper og Sejladsudtryk

På kurset lærer du de mest almindelige knob, at lave taklinger og splejse tovværk. Derudover får du viden om forskellige skibstyper, samt hvilke betegnelser og udtryk der anvendes under sejlads med skolebådene.
Kurset, som er obligatorisk for nye elever, afvikles med 1 ugentlig undervisningsaften fra midt februar til slut marts. 
Pensum indgår i Søfartsstyrelsens prøve i Praktisk Duelighed.

uzly-na-jachte_hero.jpg

Kapsejladsskolen

Har du lyst til at prøve kræfter med kapsejlads, men synes at du lige vil have nogle teoretiske og praktiske færdigheder på plads først? Så er Sejlerskolens kapsejladsuddannelse sikkert noget for dig!

Kapsejladsuddannelsen er et overbygningskursus på den 2-årige grunduddannelse. Kurset henvender sig derfor til sejlere, som enten allerede har erhvervet Duelighedsbeviset, eller til sejlere med praktisk erfaring på et tilsvarende niveau.

 

Kurset starter op med 1 ugentlig undervisningsaften fra medio april og frem til medio september – kun afbrudt af en pause i skolernes sommerferieperiode.

Instruktørerne, som alle har en betydelig kapsejladserfaring, vil sørge for, at du gennem undervisningsforløbet vil tilegne dig en række nye teoretiske og praktiske færdigheder:

· Udvidet boat-handling
· Trim af rig og sejl
· Strategi og Taktik
· Kapsejladsregler
· Grundlæggende Meteorologi

Uddannelsen er meget praktisk orienteret, hvorfor det meste af undervisningen foregår i Sejlerskolens skolebåde. Dem kan du læse mere om under afsnittet ”Skolebådene”.

Når du har gennemført kurset vil du ikke blot være godt rustet til at deltage i kapsejladser – herunder Sejlklubbens onsdagssejladser. Du vil også få glæde af dine nye færdigheder, når du er på vandet som tursejler.

7_22.jpg
bottom of page