Referat VSK træning i Yngling
16 / 10 / 2005
Endnu en gang udsigt til det bedste sejlvejr man kan ønske sig. Sol sol sol, og stigende temperatur i løbet af dagen. Svag vind, friskende en smule. Fralandsvind – så der var slet ikke nogen bølger. Der var chance for, at ingen blev søsyge denne gang.
Med sådan en vejudsigt, var Camilla, Lisa, Mikkel (blev desværre syg på dagen), Mille, Nathja, Nikolai, David og Morten mødt op. Nogen var endda så ivrige, at de kom ½ time tidligere. Mille og Nikolai, man skal kigge nederst på sedlen for mødetider :)
Vel ankommen til VSK blev bådene hurtigt rigget til. Det var lidt køligt syntes nogen. Bare fordi det havde været frostvejr for første gang i år.
Man kan se, at folk begynder at føle sig hjemme i at rigge en Yngling til. Det er ikke meget, David og jeg skal hjælpe til mere. Hvem ved, måske vi en dag er overflødige :)
Endnu en gang tak til Vagn, for at hjælpe med at køre frem og tilbage med medlemmerne mellem klubberne. Vi nyder det privilegium, at der er flere forældre der gerne vil gøre dette stykke arbejde for os.
Vi bliver nødt til at indføre en rubrik på vores træningsoversigt, hvor forældrene har meldt, at de gerne vil køre for os. Det er dejligt at få den opbakning. Vi er tæt på at skulle af sted i flere biler på en gang.
Efter bådene var rigget til, var det tid til omklædning og briefing. Dagens øvelser skulle gennemgås.
Peter ankom og præsenterede en træner der kom udefra. LARS !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! var tilbage.
Lars trænede os forrige år i samarbejde, og det er stadigt noget der tales om :)
Det var meget hård træning, der kom ud af det. (Læs i tidligere referater her på hjemmesiden). Lars ville træne hold spirit igen. Det blev der rig mulighed for :)
På en lille op ned bane udfor havnen, var vi blevet delt i to grupper. Tre i en og to i den anden. Der skulle trænes Luv læ situationer.
Båden skulle sejles, det bedste man havde lært, så alle i besætningen var i gang. Når Lars mente det, fordi der var gjort noget dårligt eller godt, skulle bådene snurre en 360 graders vending. Ikke bare sådan rundt. Næ nej spileren skulle op og den skulle trække.
Det hold jeg sejlede med, dem med tre, kom heldigvis ikke ud for en sådan opgave :) Men vi fik trimmet en del, så forhåbentligt kom vi generelt til at sejle stærkere i stedet for.
Øvelse to foregik på en op ned bane, der senere blev udvidet med et slagmærke. Vi satte ikke spiler stage på de korte ben der var, men det blev vi så tvunget til, da der kom slagmærke på banen.
Vi fik nogle herlige starter, på en med vilje fuldstændig håbløs startlinie. Man kunne stort set ikke holde linien oppe på styrbord halse. Det gav nogle spektakulære situationer i starten. Passede afstanden ikke 100%, så var man over og meget bagud. En del af øvelsen var at sejle aggressivt. Selvom man var smidt over linien, skulle man ikke give op.
Der var rig mulighed for at sejle sig op igen. Vinden var på ingen måde konstant. Vi sejlede mellem 8 og 10 sejladser på denne måde.
Lars vil gerne vise, at man skal have overskud i stressede situationer. Derfor blev der signaleret 2 min til næste start, stort set når første båd var over mållinien. Det lagde pres på resten af deltagerne. Båden skulle hurtigt gøres klar igen til sejlads, når man var kommet i mål. Spiler ned og kvejle op. Det gav sved på panden. Af sted igen.
Men alt sjovt har en ende, og sådan en fik også denne dag. Vi kom i havn, hvor kakaoen ventede på os. Og som en stor fortjeneste til alle, havde fam. Bendix igen bagt kager, som vi alle kunne nyde. Lene havde bagt en meget smagfuld chokoladekage. Lisa og Nathja havde bagt meget velsmagende snegle. Meget lækkert. Mange tak for det. Næste gang har Mille og Nikolai lovet at det var deres tur til at tage kage med. Herligt.
David / Morten