top of page

Nyhedsbrev April

  • Ulrik Larsen
  • 17. apr.
  • 5 min læsning

Kære medlemmer

Foråret er her sammen med årets første nyhedsbrev, og der er igen så småt ved at komme aktivitet på havnen. For første gang i mange år har Kalveboderne været frosset til, men nu er varmen kommet og

vi ser frem til endnu en god sæson i Hvidovre Sejlklub Suset.

Generalforsamling.

Årets generalforsamling afholdes torsdag d. 30. april kl. 19 i klubhuset. Indkaldelse sendes separat, ligesom den kan findes på klubbens hjemmeside. Samme dag er der årets sidste fællesspisning som denne dag er kl. 17.30. Tilmelding skal ske til køkkenet senest søndag d. 26. Der er 2 forslag til generalforsamlingen. Et som gør størrelsen af de aktive kontingenter ens for alle uanset alder, og et som afskaffer den automatiske årlige regulering af kontingentets størrelse.

Standerhejsning og loppemarked d. 2. maj.

Lørdag d. 2. maj er der som et nyt tiltag loppemarked på havnen mellem kl. 10-16 Der er allerede solgt en del stande, men det er stadig mulig at købe en stand til 50 kr. Kontakt i givet fald køkkenet.

Kig forbi og se om du kan gøre en god handel. Loppemarked foregår nær klubhuset og på jollepladsen. Der bliver hoppeborg til børnene, musik på kajen, og der er mulighed for at for at stillet sult og tørst hos Tina og Co. Håber så mange som muligt vil kigge ned.

Klokken 16 åbner vi sæsonen officielt og standeren hejses foran klubhuset.

Surfafdeling i Suset?

Vi har hen over vinteren sammen med en lille gruppe aktive windsurfersejlere, undersøgt muligheden for at starte en ny afdeling i sejlklubben. Det er tanken der skal også skal undervises både børn og voksne og selvfølgelig er erfarne windsurfere også meget velkomne.

Bestyrelsen kan se ideen i også at kunne tilbyde windsurfing som en aktivitet og Kalveboderne er perfekt som område for begyndere.

Klubben har pt. ikke ledige steder til opbevaring af windsurfergrej, så vi har søgt kommunen om at få tilladelse til at opstille to containere på jollepladsen. For at finansiere projektet har vi søgt penge hos flere fonde. Der er i skrivende stund ikke svar fra nogle, men vi forventer tilbagemelding her i foråret.


Nyt foreningshus og ny lokalplan for havneområdet.

Planerne for et nyt foreningshus, som primært skal rumme roklubben, men også rumme andre lokaler som skal deles med andre klubber, skrider fremad. Kommunen planlægger et udbud til entreprenører hen over sommeren. Efterfølgende skal udvalgte firmaer give et bud på opgaven, hvorefter en dommerkomite skal udpege et vinderprojekt, som i sidste ende skal godkendes af kommunalbestyrelsen og realiseres.

Tidsplanen er for nuværende, at byggeriet starter primo 2028 og er færdig medio 2029. Det er pt planen, at der skal være byggeplads på en del af arealet bag roklubben, hvor der om vinteren er bådopbevaring og om sommeren P-pladser. Det betyder 2 vintersæsoner, hvor der er mindre areal til både. Det skal der findes en løsning på.

Derudover arbejder kommunen sammen med en rådgiver på en ny lokalplan for havneområdet. Denne giver rammerne for områdets udvikling de kommende mange år. Der var i marts en workshop i klubhuset med repræsentanter fra havnens klubber, beboerforeninger m.m., hvor oplæg og tiltag blev drøftet. Kommunen arbejder videre med forslagene og det forventes at den nye lokalplan kommer i høring til efteråret. Her holdes der også et borgermøde.

Vi har fået lov at se de indledende tanker, og noget af det der arbejdes er bla. • Ændring af cykel/gangstiens forløb på sydmolen forbi jollepladsen.

• Nyt stiforløb i vandkanten ved jollepladsen

• Forslag til markant ændret placering af både på vinterpladsen.

• Fredeliggørelse af adgangsvejen fra Hvidovre Strandvej ind på havneområdet.

• Områder til cafe og ”pop up boder”.

• Mulighed for masteskur på havneområdet.

Vi skal nok rundsende information, når der kommer mere konkret frem. Der er desværre meget, der tyder på det bliver op ad bakke i forhold til at få lov at bygge et masteskur på jollepladsen, som vi ellers havde håbet på. Det skyldes restriktive regler omkring strandbeskyttelseslinje m.m., som Kystdirektoratet administrerer.


Juniorafdelingen

Juniorafdelingen har mødtes et par gange i løbet af vinteren til teori og tovværksøvelser. Vi har også være i skøjtehallen sammen med de øvrige klubber fra Køge Bugt kredsen, ligesom der har været besøg i Frihedens svømmehal med kæntringsøvelser og fællesspisning.

Vi er klar til en ny sæson, hvor der startes op på vandet sidst i april. Der sejles mandage og torsdage. Torsdage er primært målrettet de mere øvede sejlere. Hvis man kander nogen der er mellem 9 og 13 år som kunne have lyst til at lære at sejle, skal man enten komme forbi mandage kl. 17, eller kontakte Svend Jørgensen eller Nathalia Nyeland. Der er kontaktinfo på klubbens hjemmeside.

Koordinering og beskeder i juniorafdelingen sker primært via facebooksiden: Hvidovre Sejlklubs Jolleafdeling

Kapsejlads

Onsdagssejladserne starter også op igen i starten af maj. Starten går ude i Køge Bugt kl. 18.30. Vi håber der er flere end sidste år, der vil med ud og kapsejle. Husk at tage fat i en af kapsejlerne (for eksempel formanden, eller Arvid), hvis man vil høre nærmere eller er i tvivl om det er noget for en.

Kapsejladserne bliver koordineret via facebook på ”Raserlaugets” side: Kalvebod Raserlaug


SUP

Der er stadig en SUP-afdeling i Hvidovre Sejlklub, men flere af de bærende kræfter har i år meldt forfald af personlige årsager, så der mangler en eller flere ildsjæle til at drive det. Kontakt formanden, hvis du har lyst til at hjælpe til og få flere ud på SUP boards.


Sejlerskolen

Der har i sejlerskolen været fire hold til duelighedsbevis. To førsteårshold og to hold på andet år, som forventes at gå til praktisk eksamen til sommer 2026.

I løbet af vinteren er den teoretiske undervisning gennemført, og seks elever gik til eksamen og bestod den teoretiske duelighedsprøve. Tillykke til jer.

Alle årets aktiviteter har kun kunnet lade sig gøre takket være to nye instruktører til den praktiske sejlads og Bjarnes indsats som underviser i teoridelen – en stor tak til dem alle for deres engagement og dedikation. Og selvfølgelig også til de ”gamle” instruktører og puklehvaler der har være med til alt det praktiske omkring sejlskolen – og lavet ny mast til Marie, så hun også er sejlklar til den nye

sæson. Der er fortsat er venteliste for at lære at sejle, og sejlskolen kan sagtens bruge flere

instruktører. Vi håber at kunne starte hold op tirsdag og torsdag efter sommerferien. Men det kræver nye (eller gamle) instruktører. Samtidig er der behov for en ny administrativ leder af sejlskolen, da Morten Winther trækker sig efter sæsonen. Så hvis du kunne tænke sid at yde et bidrag i og omkring sejlerskolen så tage fat i formanden eller andre omkring sejlerskolen og hør nærmere.


Alle ønskes en god sejlersæson

Hvidovre sejlklub

 
 
  • Facebook

 

 

 

©2023 Hvidovre Sejlklub Suset - all rights reserved

bottom of page